At “tænke ud af boksen” er sprogligt misvisende. Tænkning er spærret inde af sine egne cirkulære begrænsninger – tankerne “går i ring” – det er præcis dette fænomen boksen er lavet af.

Når vi overskrider boksens begrænsninger, sker det i form af en idé – den lille pære som tænder og oplyser et område udenfor boksen. Når vi efter at have udbrudt “Waw”, forstår hvad den lille pære ville sige os, har vi udvidet rammerne for vores tænkning. Boksen er nu blevet større.

Forsøg på at “tænke sig ud af boksen“, er derfor ligesom at forsøge at ophæve tyngdekraften ved at hive sig selv i håret.

“the times they are a-changing” som Dylan sang i 1964.
”Kloden Drejer” – Gry var også klar over det i 1983. Tiderne har altid gjort det.
Nu sker det blot i et tempo og i et omfang som ikke tidligere er set i historien – og det udfordrer.
Det udfordrer vores mentale adræthed – vores evne til at give slip på fortiden og vores evne til at se, hvad nuet og fremtiden åbner op for. Som oftest står det første i vejen for det sidste.
Når verdens ændringstakt når et tilstrækkeligt højt niveau, vil vore indlejrede tankestrukturer, som udspringer af fortiden, gå fra at være belastende til at være fatale.

Enhver eksisterende organisation har fremtiden indlejret i sig. Den skal blot foldes ud. Oftest sker det ikke, fordi vi har for travlt med ubevidste analyser af fortiden i troen på, vi kan betvinge fremtiden ind i det spor vores fortid trækker efter sig.
Det virker ikke. Sporet vil uafvendeligt pege i den forkerte retning og føre til for tidlig død.

Når vi analytisk vil begribe innovationens gåde gennem retrospektive best-practice studier, får vi et misvisende billede af innovationens udfordringer som minder om “bagklogskabens ulideligt klare lys“.

I virkeligheden er enhver innovationsproces en unik opdagelsesrejse ind i det ukendte og tidligere opdagelsesrejser har kun overfladisk og begrænset værdi.

På samme måde kan ålen ikke bruge erfaringerne fra turen ind i ålerusen til at finde vejen ud igen. Best-practice studier af succesfulde innovationsprocesser tenderer mod at beskrive ålens vandring ind i rusen, mens virkeligheden der gik forud mere ligner vejen ud af rusen.

Dette er en af forklaringerne på at forholdet mellem innovationens teori og praksis, aldrig er blevet fuldbyrdet.

Man bliver ingen Magellan af at studere et søkort, eller en Picasso af at studere Guernica’s penselstrøg.

På trods af mængder af forskning på området, er det ikke lykkedes at kortlægge innovationens mysterier – at skrive “Innovationens Grønspættebog”.

Vi kan ikke alene vha. rationalet og tænkning navigere ud i fremtiden. Tænkning egner sig bedre til at begribe fortiden og som støtte i realiseringen af fremtidsvisioner.
Der findes en anden måde at tage beslutninger på, som fundamentalt bryder med tidligere forestillinger om beslutningsprocessens dynamik. En måde, hvorpå det bliver lige så meningsløst at sige, at jeg “tog en beslutning” som at sige at jeg “lavede en idé”. Med ideer er de fleste klar over, at de bliver os givet – vi “får” dem nemlig.
I stedet må vi på samme måde til at sige jeg “fik en beslutning”. Nogen kalder det intuition, andre kalder det mavefornemmelser.
Idealet om den hurtige ”rationelle” beslutningstager, hviler som en skygge over vores ledelseskultur. Udviklet i vestens industrisamfund og den gamle økonomi, har den haft sin tid.
Det er tid at orientere sig på ny.

.  

.

Seismografisk ledelse, kunne man kalde den ledelse der skal til nu og her. Om nogle år vil vi måske bare kalde det normal lydhørhed.

Når vi lægger øret til jorden og lytter ordentlig efter, vil vi kunne høre de hviskende stemmer fra organisationens dyb, der peger ud af innovationskrisen.
Men vi hører dem ikke i forbifarten, fordi vi er på hektisk innovationsjagt efter vores egen “iPhone” eller “iPad”.
Som med guldskatten for enden af regnbuen finder vi den aldrig, for vi jagter tulipanen men overser tulipanløget. Vi jagter svanen og ser ikke den grimme ælling, fordi vi har glemt evnen til virkelig at se.

Man vil ikke kunne gøre en fisk begribeligt hvad vand er, med mindre man løfter den ud af vandet og lader den møde begrebet ikke-vand (om det så i praksis vil tænde erkendelsens lys i fiskehjernen, er en anden sag).

På samme måde vil vi aldrig helt få hold på, hvad kreativitet i virkeligheden er. Men ikke-kreativitet kan vi identificere, når vi møder den i formen “alt-for-mange-og-alt-for-lange-møder”.

Skulle ovenstående have skabt associationer mellem billedet af en spand med gabende nyfangede torsk og et møde du for nyligt har deltaget i, er det helt utilsigtet.

Innovation vokser naturligt ud af meningsfuldheden.

Alle forsøg på at insistere sig til innovation, vil slå fejl. Hvad vi derimod KAN gøre, er at ønske innovationen velkommen ved at berede vejen for den – ved at skabe fundamentalt meningsfulde omstændigheder.
Meningsfuldhed kan findes i alt – i “selv det mindste græsstrå”. Den kræver ikke nødvendigvis at vi hver dag redder kloden fra undergang. Mindre kan gøre det. Meget mindre kan gøre det.
Begreber som ærlighed, troværdighed og autenticitet er svangre med meningsfuldheden.

Efter aftale.
Hvor det giver mening, står jeg til rådighed uden beregning. Send en mail.

…